Robert Redford
fra Weekendavisen.dk
Var en skuespiller nogensinde i besiddelse af en mere attråværdig udstråling end Robert Redford? For kvinderne var han en drøm, og når mændene drømte og kneb øjnene godt sammen, kunne de lige nøjagtig skimte lidt af sig selv i skuespillerens karakterer. Redford, der gik bort tirsdag i en alder af 89 år, fremstod nok uopnåelig, men samtidig som det, vi i dag med et lån fra amerikansk betegner som relaterbar.
Han var langtfra lige så intens og overvældende som generationsfællerne Robert De Niro, Al Pacino, Jack Nicholson, Gene Hackman og Dustin Hoffman, der brød igennem samtidig med ham i slut-60ernes og 70ernes nye Hollywood. Kollegerne forsøgte med method acting og aparte roller at omforme amerikansk film i et syrebad af brutal virkelighed og kunstnerisk nytænkning.
Sin karriere igennem insisterede Robert Redford på at tage publikum så seriøst som muligt. Her ses han i Cannes i 2013. Foto: Valery Hache, Scanpix.
Redford var langt kønnere end dem, og han stod for en langt mere spiselig stjerneaura – en lige netop tilpas dosis iskold modkultur; aldrig i en grad, så den truede hans iboende udstråling af bredt appellerende ordentlighed. Knusende charmerende, men aldrig på en måde, der nærmede sig det farlige eller forbudte.
Hvor de andre samarbejdede med amerikansk films store auteurs, samarbejdede Redford med de habile håndværkere: George Roy Hill og ikke Sidney Lumet. Michael Ritchie og ikke Martin Scorsese. Sydney Pollack og ikke Francis Ford Coppola. Men på deres egen mere jævne måde blev Redfords roller lige så definerende for tidens filmkunstneriske nybrud.
Det skyldtes ikke mindst, at han altid formåede at temperere sit image som førsteelsker med en dimension af durkdreven lurendrejer, så det kan være svært helt at skelne de to fra hinanden. Det er derfor, hans spil stadig føles friskt i dag, selv når filmene er mærket af tidens tand.
En anden årsag til Redfords store indflydelse er, at mange af hans film blev gigantiske kommercielle succeser. Han var om nogen manden, der bragte det nye Hollywoods sensibilitet ud til masserne. Først i elektrisk sammenspil med Paul Newman i to periodefilm med George Roy Hill som instruktør: Den i dag lidt slidte western Butch Cassidy and the Sundance Kid og den aldeles tidløse kupfilm Sidste stik. Her får den lurendrejerorienterede del af hans talent frit spil.
Makkerparret Robert Redford og Paul Newman i Sidste Stik fra 1973. Foto: Cinema Publishers Collection / Avalon, Scanpix.
I de samme år trådte førsteelskeren i karakter med eftertryk, først over for Jane Fonda i filmatiseringen af Neil Simons skuespil Bare tæer i parken og siden over for Barbra Streisand i en anden periodefilm, Pollacks romantiske, bittersøde Vore bedste år. Streisand spiller en marxistisk jødisk kvinde, mens Redford spiller det, han ligner: en mild Adonis uden en bekymring i livet, der alligevel ikke kan undslippe de politiske omvæltninger i det 20. århundredes USA. Omkring 1974 appellerede Redford ganske enkelt til alle, og i dag kan det være svært helt at forstå, hvor stor en stjerne han var.
I kunstnerisk henseende var det imidlertid kun opvarmningen til hans indtog i den amerikanske samtid. De vilde kolleger excellerede i at skildre 70ernes grasserende kulturelle paranoia, og Redford viste, at han kunne bide skeer med dem alle og samtidig tilføje lækkerhed og masseappel til de dunkle samtidsportrætter.
Det skete først i spiondramaet Tre døgn for Condor og dernæst i karrierens nok bedste rolle som Bob Woodward i Alan J. Pakulas mesterlige film om Watergate, Alle præsidentens mænd fra 1976. Sammen med en intens Dustin Hoffman i rollen som Carl Bernstein sørger Redfords naturstridige blanding af uimodståelig karisma og average Joe-energi for, at filmen føles som at se Watergate blive afsløret i realtid.
Robert Redford bragte 70ernes nye Hollywood ud til masserne. Her spiller han CIA-mand på flugt i Tre døgn for Condor fra 1975. Foto :The Hollywood Archive / Avalon, Scanpix.
Denne karisma, der i særlig grad føles opnåelig – som noget, man kunne støde ind i efter filmen i biografens foyer, selvom det kunne man selvfølgelig aldrig – blev Redfords våben som skuespiller resten af karrieren. Som baseballtalent i The Natural, som rigmanden, der køber sig til en nat med Demi Moore i Et frækt tilbud, som aldrende CIA-es i Spy Game. Alene på en båd i havsnød uden en eneste replik i All Is Lost. Der gik ikke et årti, uden Redford havde mindst én fantastisk rolle i en stilistisk set relativt anonym og ofte yderst kommercielt succesfuld film for voksne mennesker.
Sideløbende stiftede han Sundance Film Festival, ligesom han satte gang i sin egen instruktørkarriere, der stadig i dag fremstår en smule undervurderet. Det er ikke helt hen i vejret at argumentere for, at den mest konsistente instruktør, Robert Redford har arbejdet sammen med, er sig selv.
Han vandt en Oscar – karrierens eneste – for sin instruktion af debuten Ordinary People fra 1980. Han spiller selv over for en purung Scarlett Johansson i den svulstige Hestehviskeren, der løfter et lufthavnslitterært forlæg til en film, der er langt bedre, end den har nogen ret til at være. Quiz Show fra 1994 om aftalt spil i et amerikansk tv-gameshow i 50erne er decideret fremragende.
Quiz Show er som film et perfekt eksempel på det, Redford repræsenterede, og som ikke rigtig findes længere i amerikansk film: et touch af americana i en indpakning, der tager så stort et publikum som muligt så seriøst som muligt.
(f. 1986) skriver om film og litteratur og om, hvordan internettet og den teknologiske udvikling forandrer verden. Uddannet i engelsk og nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og har en ph.d. i amerikansk litteratur ved Hebrew University.
